Broderloge Nr. 7 Union I.O.O.F.
Under Den Uafhængige Storloge for Kongeriget Danmark I.O.O.F.

Vil du vide mere eller har lyst til at blive optaget i Ordenen

Vi håber naturligvis, at du ved læsning af vores hjemmeside har fået lyst til at vide mere og måske er blevet interesseret i at blive medlem af Broderloge Nr. 7 Union og dermed også af Odd Fellow Ordenen. Hvis du er interesseret i at blive optaget, skal du være meget velkommen!

Hvis du har lyst til at vide mere, kan du læse mere om Odd Fellow Ordenens værdier, grundlæggende antagelser og arbejde på Ordenens hjemmeside ved at klikke her.

Hvis du gerne vil vide mere om Broderloge Nr. 7 Union er du meget velkommen til at skrive til os ved at bruge linket, som du finder under punktet ”Kontakt” i menuen til venstre. To gange om året holder vi informationsaftener. En informationsaften er et uformelt og uforpligtende møde, hvor du har lejlighed til at stille alle de spørgsmål, du måtte have til os. Oftest er der flere interesserede til disse møder. Så det, du måske ikke selv undrer dig over, er der sikkert andre, der gør. Almindeligvis er det fra logen tre brødre, der vil fortælle mere om Ordenen, logen og besvare de spørgsmål, du kunne have.

Hvis du allerede ved, at du gerne vil optages i Broderloge Nr. 7 Union og dermed i Ordenen, er du meget velkommen til at skrive til os via det link, du finder under punktet ”Kontakt” i menuen til venstre. Vi vil svare dig hurtigst muligt og, når vi har talt sammen, igangsætter vi optagelsesproceduren.

En optagelsesprocedure foregår på denne måde. Når vi har talt sammen, beder vi dig om at sende os en anmodning om optagelse. Det er en formular, som vi skal sende dig. Når din ansøgning er behandlet i logen vil vi kontakte dig med henblik på et besøg hjemme hos dig. Det gør vi for at have mulighed for at svare på tvivl og eventuelle spørgsmål hos din livsledsager, hvis du har en sådan. Efter disse indledende øvelser vil vi sende dig en invitation til optagelsesceremonien, som af historiske grunde hedder en indvielse.

I en Odd Fellowloge kan du efter indvielsen opnå tre grader: Venskabets Grad, Kærlighedens Grad og Sandhedens Grad. Hver grad repræsenterer en udvikling i forhold til at være medlem af en loge og dermed igen også i Ordenen samt i forhold til dit personlige arbejde med dig selv sammen med os andre.